Polynesian Voyaging Society (PVS) er en forening med base på Hawaii, hvis formål er at udbrede kendskabet til sejlads efter gamle polynesiske traditioner. PVS har et regulært undervisningsprogram i traditionel navigation og har siden 1976 gennemført flere lange sejladser i originale fartøjer uden brug af moderne tekniske navigationsmidler.
Polynesian Voyaging Society´s repræsentant på Tahiti hedder Karim Cowan og han er mere end almindelig positivt indstillet overfor Ara-Moana. Det har længe været hans ønske at starte en skole i traditionel navigation på Tahiti, men han har manglet en dobbeltkano, der kunne sejle mere end bare rundt inde i lagunen. Han arbejder til daglig for det officielle kultur center OTAC (Office Territorial D´action Culturelle) og håber på et samarbejde mellem OTAC, Hiti Tau og Ara-Moana omkring etableringen af skolen.