Himellegemerne, stjernerne, månen og solen, har altid været
langt de vigtigste redskaber i navigation på åbent hav. Og herunder
er Stjernerne af størst betydning, fordi man i dem direkte kan
udlede ikke bare skibets retning, men også position. Det kræver
dog, at navigatøren har et indgående kendskab til stjernernes
indbyrdes opstilling og vandring over himmelkuglen. I vestlig
navigation er dette gennem mange århundreder blevet observeret og
nedskrevet i almanakker og kloden er blevet inddelt i et gitter af
længde- og breddegrader. Navigatøren kan så ved hjælp af en
vinkelmåler (sekstant) finde solens eller en stjernes højde på
himlen, slå op i almanak og tabeller og beregne, hvor i gitteret
båden befinder sig. De polynesiske navigatører kendte ikke til
vinkelmålere, de havde heller ikke inddelt kloden i et gittersystem
og vigtigst af alt, de havde intet skriftsprog. Dette gjorde, at al
viden var indlært af navigatøren efter mundtlig overlevering. I
stedet for et gittersystem, var deres orientering baseret på op- og
nedgangspunkter i kimingen for forskellige stjerner. Navigatøren
kunne så ved hjælp af sin erfaring om stjernehimlen og dens
bevægelser bestemme retningen til det ønskede mål. Man orienterede
sig ud fra en fornemmelse af øernes indbyrdes placering, ikke ud
fra, hvordan de ligger i et globalt system.
