I Stillehavets vindsystemer, hvor passaten blæser fra samme retning i lange perioder af gangen, og hvor søens retning derved også bliver rimelig konstant, giver det mulighed for, for en trænet observatør/navigatør, at fornemme et skibs kurs. Disse forhold formåede de polynesiske navigatører også at drage nytte af, specielt i perioder med skyet vejr, hvor hverken sol eller stjerner var i syne. Selv i klart vejr kan det være vanskeligt at se en lav koralatol med mindre, man er meget tæt på. Dog vil det stabile bølge mønster være ændret af refleksionssø fra koralrevet. Deraf kan retning og afstand til land fastslås. Varm opstigende luft over landområder vil også ændre skyformationer, hvorved man kan se land "i skyerne?, selvfølgelig længe før selve øen er i syne. De forskellige havstrømme bliver også forstyrret af øerne, og man kan derfor observere strømskel og forskelle i forekomsten af tang og fisk. Selv temperaturændringer i vandet har været brugt til at navigere efter. Sø- og landfugle og deres migrationsruter blev ligeledes også benyttet til at bestemme retning og afstand til land.