I Danmark er de maritime traditioner godt afdækket - ikke mindst i utallige værker om vores maritime historie. Derudover har vi søfartsmuseer, marinearkæologiske udgravninger etc., som alt sammen bevirker, at stolte nautiske traditioner fortsat holdes i live og består som en vigtig del af vores historisk-kulturelle selvbevidsthed.
I Polynesien hvor skriftsprog langt op i historien har været ukendt, er den historiske og navigationsmæssige viden først og fremmest blevet overleveret gennem sange. Som følge af missionsvirksomhed og generelt undertrykkende kolonipolitik har den brede samfundsmæssige maritime forståelse i området således haft yderst vanskelige betingelser for at overleve, og kun meget lidt er tilbage. Derfor er der gennem de sidste tyve år opstået en bevægelse i hele Polynesien, der søger tilbage til rødderne, og resultatet har bl.a. været dannelsen af en sammenslutning af dobbeltkanoer (Polynesian Islands Voyaging Society) for hele det polynesiske område.
Der har længe været et ønske i Fransk Polynesien om at starte en skole i traditionel navigation, men man har manglet en dobbeltkano, der har kunnet gennemføre sejladser på åbent hav og ikke bare rundt i lagunerne.
