Siden den britiske opdagelsesrejsende, James Cook på en af sine ekspeditioner i 1768 entrede Polynesien har de Euro-Amerikanske samfund udøvet en stadig stigende indflydelse på den polynesiske kultur.
Cook var på sine første rejser tydeligt præget af romantisk primitivisme og af fascination af den "ædle vilde".
Det var ikke noget tilfælde, for i perioden, hvor Stillehavet blev udforsket, var "den ædle vilde" på mode i både England og Frankrig, hvilket netop var de lande, som primært stod for "opdagelsen" af området. I J.J. Rousseau´s beskrivelse af de amerikanske indfødte var den ædle vilde det perfekte primitive menneske, der levede i harmoni med sine naturlige omgivelser. Ifølge bl.a. antropologen Ole Høiris fandtes den "ædle vilde" i sin reneste form på Tahiti, og i det europæiske åndsliv blev det polynesiske folk i almindelighed udset til at spille denne rolle. Samtidig var der andre kræfter i datidens Europa, som imidlertid indtog den holdning, at Stillehavets indfødte for det meste udgjordes af nøgne degenererede kannibaler.
De polynesiske øgrupper og folk fik således pludselig en central rolle i striden mellem kirkens degenerationsteoretikere og videnskabens udviklingsteoretikere. F.eks. optræder Stillehavets beboere i Darwins bog "Descent of Man", hvori han diskuterer sin kendte udviklingsteori "survival of the fittest".
Det fælles for teorierne var imidlertid, at det var den europæiske fortid og udvikling, som udgjorde det centrale forskningsobjekt. De fremmede samfund blev kun brugt som middel til at etablere et passende billede af denne fortid.
Maorierne og det øvrige polynesiske folk blev betragtet som lukkede, homogene og statiske kulturer og kunne som sådan bruges som analogier til tidligere europæiske forhold. Det var interessant, fordi så mange kræfter blev brugt på at udvikle en videnskabelig verdensorden, som kunne være baggrund for den afgørende identitetsskabelse i oplysningstidens Europa. Men således skal interessen for området ses i lyset af et mål-middel forhold. Et forhold, som selvfølgelig også blev udgangspunktet for den identitet, kolonimagterne gav de fjerne befolkninger.
Og det er netop denne identitet, det polynesiske folk i dag kæmper for at slippe af med igen og erstatte med en for dem mere acceptabel. For lige meget om man er "ædel vild" eller "degenereret kannibal", opnår man i internationale politiske sammenhænge ikke den store respekt. Konsekvensen var uselvstændiggørelse af hele det polynesiske område, i første omgang tydeligst udtrykt ved gennemgribende missionsvirksomhed.
Men da øerne på ingen måde repræsenterede nogen materiel rigdom, var der ikke meget at hente for kolonimagterne. Flere af regionerne, som de europæiske lande havde sat sig på, blev derfor med tiden overladt mere eller mindre til sig selv. Kun USA og Frankrig holdt stædigt fast på "deres områder" og især Fransk Polynesien har været kendetegnet ved meget streng kolonipolitik. Men fælles for hele området var, at den gamle koloni-identitet hang ved, og det var i denne kanalen for euro-amerikansk indflydelse bestod.
Opkomsten af oprindelige folks bevægelser (fjerde verdens bevægelser) som vi i stigende grad har set det i Polynesien gennem de sidste tyve år, hænger ifølge antropologen J. Friedman sammen med den igangværende politiske og økonomiske fragmentering og det tilsyneladende sammenbrud af den moderne vestlige hegemoni og identitet. Polynesernes forsøg på i dag at genskabe deres identitet i eget billede ud fra oprindelige traditioner, skal derfor ses i perspektivet af den voksende potentielle økologiske katastrofe - så voldsomt antydet af atomprøvesprængninger i polynesiske laguner - og som et positivt alternativ og erstatning for tabet af illusionen om det evige fremskridt.
FN's udkast til en rettighedserklæring for oprindelige folk (1994) anfører betydningen af, at man gennem respekt for indfødte eller oprindelige folks viden, kulturer og traditionelle praksis, bidrager til en bæredygtig og ligeværdig udvikling og korrekt forvaltning af omgivelserne. Omdrejningspunktet i oprindelige folks selvidentifikation er netop deres forhold til omgivelserne: de lever med og ikke af naturen.
I erklæringen slås det fast, at oprindelige folk til enhver tid har ret til at revitalisere og genoplive deres traditioner og sædvaner.
Oprindelige folks bevægelser skiller sig generelt ud ved at have kulturelle livsstrategier, der bygger på en allerede eksisterende fond af viden. Den polynesiske professor Kame`eleihiwa, ser således sit folk som stående "(....) fast forankret i nutiden, med ryggen til fremtiden og øjnene rettet mod fortiden, hvor han søger historiske svar på nutidige problemer." En sådan orientering er praktisk, ifølge Kame`eleihiwa, "for fremtiden er altid ukendt mens fortiden er glorværdig og rig på viden."
En vigtig egenskab ved begreber som kultur og traditioner er deres iboende samtidighed af kontinuitet og forandring. Det lukkede, homogene og statiske kulturbegreb er således i dag ved at blive erstattet af et mere dynamisk og åbent kulturbegreb. Og som en konsekvens heraf må vi erkende, at traditioner ikke er måder at gøre ting på som står uforandret siden tidernes morgen eller før kontakten med europæerne.
Hvis man blandt polyneserne kan tale om en kulturel kontinuitet op til i dag, er det den symbolske kapital, der ligger i den polynesiske dobbeltkano. Dette skyldes polynesernes bevidsthed om, at deres forfædre i sin tid ankom til Polynesien i skibe af denne type. Havde det ikke været for dobbeltkanoen, ville der ikke findes polynesere. Derfor står dobbeltkanoen mere end noget andet som en fællesnævner og et symbol på en af polynesernes fornemste og ældste traditioner.
Ved at fokusere på og revitalisere betydningen af dobbeltkanoen kan polyneserne styrke en af deres største naturlige ressourcer og vise, at en urgammel tradition ikke helt er forsvundet - nemlig polynesernes unikke maritime forståelse.
