Ara Moana Gruppen arbejder i øjeblikket med produktionsselskabet SPOR, om at lave en film om Ara Moana's togt fra København til Tahiti. Nedenstående er et udkast til Pitch -Ara Moana - Sti over Havet, der skal anvendes til at søge Filminstituttet for manuskriptudviklingsstøtte.

ARA MOANA - STI OVER HAVET

En fortælling om et togt med polynesisk dobbeltkano fra København til Tahiti.

Foreningen Skandinavisk-Polynesisk Venskabsforening - 'Ara Moana' gennemførte fra 95-98 et togt med den polynesiske dobbeltkano, 'Ara Moana' - en 65 fods dobbeltkano fra København til Tahiti. Ideen var, og er, at etablere en platform for traditionel sejlads i Fransk Polynesien.

Skibet - Ara Moana - der for de fleste skandinaver fremstår som en 'spøjs katamaran', blev bygget over to somre 1985-87, af skibsbygger Poul Pedersen fra Mors - der efter at have levet i en årrække i New Zealand, var dybt fascineret af polynesisk maritim kultur, og besluttede sig for at sælge sit hus og give sig i kast med at bygge en kopi af polynesernes foretrukne skibstype.

Da Ara Moana var bygget - var planen at sejle i Polynesien for at lave oceanografiske studier samt be,- og afkræfte teser omkring migrationsteorier i regionen. Disse planer blev dog aldrig realiserede trods store budgetter, engagement fra flere universiteter, og mange akademikere der stod i kø for at komme afsted. Måske manglede der engagement fra flere sømænd.

Da Ara Moana endelig flere år efter i 1996 kom afsted var det efter meget forberedelsesarbejde, fundraising og med et projekt der satsede på at etablere en platform for maritim kultur i Fransk Polynesien - et område der dengang led meget under at være genstand for franske atomprøvesprængninger. Ideen var at vi skulle lære af hinandens maritime traditioner, og dele vor begejstring for traditionel sejlads.

Vi var inspirerede af Hawaiianernes resultater med deres dobbeltkanoer. Disse havde vakt meget interesse og begejstring i Polynesien og skabt en hel genopdagelsesproces omkring det at sejle 'traditionelt' på deres foretrukne skibstype - dobbeltkanoen. Navigationen ombord kaldes også 'wayfinding' og er en særdeles vanskelig og sammensat videnskab. Wayfindig foregår uden moderne hjælpemidler som søkort, gps, sekstant og kompas. Her drejede det sig om naturens egne redskaber, stjerner, planeter, læsning af bølger, skyer, forståelse for dyrenes adfærd. Når disse faktorer sammenholdes bliver det muligt at fastlægge kurser, fastslå positioner,- og forudsige landfald på meget små lave øer i et enormt ocean.Denne genopdagelse af traditioner førte flere ting med sig i kølvandet - for Hawaiianerne - og for os. Det skulle vise sig at når det kom til dobbeltkanoer var det vanskeligt at adskille politik fra kultur, og at der var stærke elementer af livsopfattelse og spiritualitet samt filosofi, vævet ind i sejladsen på dobbeltkanoen.

Besætningen ombord Ara Moana bestod af en stambesætning på 5-6 der var med stort set hele vejen. Samt besætningsmelemmer der deltog på dele af togtet, pga studie, arbejde o.lign. Mellem 8 og 11 var der ombord på de lange stræk. Vi var en sammensat flok, ingeniøren Esben, med en forkærlighed for vikingeskibe, medicinstuderende John - en lidenskabelig lystfisker. Susanne en tidligere BZ'er med et ultrademokratisk og meget politisk bevidst sindelag. Rasmus, Troels Kløvedals nevø, vore unge kaptajn, der blot var 19 da han fik kommandoen - men meget dygtig sømand. Poul, alderspræsidenten på 48, der var jord og betonarbejder, og politisk aktiv. Samt undertegnede der var antropologi studerende og fascineret af Polynesien, siden jeg havde sejlet og boet derude i 1989/90. Alle sov vi på smalle køjer i de trange mandskabslukaf under dæk i både styrbord og bagbordsside - og vi fik god tid til at lære vore kammerater bedre at kende under det følgende togt på 2 et halvt år- og mange af dem skulle blive venner for livet..

Da Ara Moana efter at have overvintret på det maritime museum i Amsterdam , var blevet skilt ad og samlet igen - var hun klar til at stævne ud på første ben af det lange togt mod Tahiti. Vinden var i begyndelsen af April i et fordelagtigt hjørne og vi susede ud af den Engelske Kanal. Snart viste det sig at det var overordentlig vanskeligt at styre og alle på vagten deltog i styringen. Der skulle bruges mange kræfter på styreåren, og det tærede hurtigt på resurserne. Da vi forlod den Engelske kanal havde vi forventet at møde 'portugiser-Norden' - en meget stabil nordlig vind der skulle føre os til de Kanariske øer. Istedet løb vi ind i to store lavtrykssystemer, anti-cykloner, der gav os stormende kuling fra sydvest, hvilket var den retning som vi ønskede at sejle. Da Ara Moana ikke er båd der er særlig velegnet til at sejle mod vinden - havde vi vores problemer på dette tidpunkt - vi var bange for at blive blæst ind i Biscayen. Ydermere viste det sig at vi tog meget vand ind via mastehullerne - så disse måtte lænses hver 4. time. Der var flere gange i døgnet ankelhøjt vand i vore mandskabslukaf'er - der krævede at blive tømt. Oven i dette knækkede vi bommen ved en ufrivillig bomning - hvilket selvfølgelig også skulle repareres.Det var en udmattende oplevelse - men frem kom vi - meget klogere på hvilke forbedringer der skulle laves først ombord Ara Moana - men der var mange der trængte sig på.

De Kanariske øer har taget imod mange skandinavere i tidens løb der flygtede fra gråvejr og kulde. Og de tog ligeledes pænt imod os. Ara Moana lå tre måneder for svaj ved Valle gran Rey på øen Gomera - den mindste af de Kanariske øer. Her blev Ara Moana gjort Atlanterhavsklar - der skulle skiftes besætning, men frem for alt skulle der rejses penge og materialer til de mange forbedringer der trængte sig på.

Da vi måneder efter hev ankeret op og forlod Valle Gran Rey og Gomera, der også var Columbus' sidste stop inden han satte ud for at finde søvejen til Indien - var vi så klar som vi kunne blive. Atlanten ventede os. Vi

måtte dog langt sydpå for at finde passatvinden (der bygges op fra Syd), før vinden blev stabil og søen rejste sig. Snart efter surfede vi afsted. Det var fantastisk sejlads - og dagene gik med at eksperimentere med brødbagning, fiske, spille skak og læse bøger. På disse lange stræk hvor vinden er stabil - skal sejlene blot trimmes - hvilket frigør kræfter til andre ting. Der er dog altid ting der går i stykker, og forbedringer der gøres undervejs. Linerne til styreåren knækkede flere gange under vejs, men dette stræk var ellers sejladsmæssigt optimalt.

Da vi ankom til Tobago havde vi sejlet i 29 dage. Vi havde glædet os til at komme i land og se os omkring, men vi var også glade for at det var gået så godt. Mange havde spået os en skæbne på havets bund - så på Tobago fejrede vi at vi havde surfet stilfuldt over Atlanen, og så frem til de næste stræk i Karibien. Inden det dog kom så vidt - skulle vi dog have Ara Moana op af vandet og hævet vandlinien. Hun kom på værft i Trinidad - og vi fejrede julen på dækket med blinkende elpærer og reggea i en dyne af glasfiberstøv. Nytår holdt vi også fri og spillede fodbold med værftsarbejderne. Vi nåede at gå fallit - igen, men blev reddet på målstregen af Kulturministeriet med en check der betalte værftsregningen, og sikrede at vi kunne gå ind i det nye år med et plus på kontoen, hvilket var helt uvant.

Ara Moana's togt i Karibien var præget af at vi ladede batterierne op. Dee var en del fest og glade dage. Vi var spændte på om det ville lykkes at få vore Tahitianske venner til at sende besætningsmedlemmer til Panama for at sejle med os derfra. Vi øhoppede på nogle af de mindre kendte men smukke øer ud for Venezuelas kyst, vi mødte Nordkaperen, vi var til karneval på Aruba, hvor vi stormede inde. Da det endelig gik mod Panama - jagtedes vi af et lavtryksystem i et område hvor bølgerne var legendarisk store. Ara Moana undgik lavtrykket - men nød godt af vinden der blæste hende og os hastigt mod Panama.

 

Jonh med sin store sværdfisk

 

Vi lå længe på Las Perlas - en øgruppe syd for Panama og lavede forbedringer på Ara Moana, samt ventede på at vort projekt skulle tage den altafgørende drejning fra at være et særpræget eventyrskib langt hjemmefra til en sejlende platform for kulturel udveksling mellem skandinavere og polynesere. Endelig oprandt dgen hvor vi kunne hente Hotu, skulptøren fra Rapa Nui (påskeøen), og Heifara, sømanden fra Tahiti i lufthavnen - og byde dem velkommen ombord. Ara Moana var nu klar til Stillehavet.

Det skulle have været en 10 dages togt til Galapagos, men det blev meget anderledes end vi forestillede os det. Ara Moana havnede ufrivilligt længe i 'ingenvindsbæltet' (doldrums/intertropiskkonvergenzzone) - syd for Panama. Vandet var blikstille i 9 dage - og det var meget varmt. Vi måtte sejle på tilfældige briser og drev på et tidspunkt nordover i en modgående strøm. Dagene blev lange og Galapagos var langt væk, Tahiti endu længere borte. Elektriske storme passerede os, men den stabile vind lod vente på sig. Der var til til refleksion over vort forehavende. Tid til samtale og musik, men frustrationerne voksede med den udeblivende vind - vi ville alle gerne frem til vore ventende venner i Polynesien.

Stor var glæden da vinden kom - og få dage efter afholdtes en ækvatorceremoni, hvor traditionerne blandedes. Hotu og Heifara forestod en bøn, en gaveoverrækkelse til Rasmus samt en Haka. Poul var Neptun for en dag og lod de der ikke havde passeret ækvator før døbe. Alle skulle udføre en gerning der afspejlede deres personlighed og særegne vinkel på vort fælles projekt. Eksempelsvis skulleEsben til tops i masten og synge et kvad til ære for de nordiske guder, da han nu ikke passerede ækvator i en af sine elskede vikingseskibe. John måtte lade noget af sit blod for de mange af Neptuns fisk han havde landet på Ara Moana. Maiken måtte lade sit lange hår - for at afspejle den forandringsproces hun var midt i - og så fremdeles for alle besætningsmedlemmer.

Få dage efter fik vi landkending. Galapagos. 'The Enchanted Islands' blev de af de gamle hvalfangere kaldt. Her mødes havstrømmene - hvilket gør at man kan have landkending om aftenen - men hvis man er uopmærksom så kan man havne i en strøm der fører skibet bort fra destinationen, og så er øen væk den følgende morgen. Desuden kan der være tåget - hvilket har bidraget til helhedsindtrykket af øerne som mystiske/forheksede.

Galapagos, for Ara Moana, var mere end noget andet porten til Stillehavet. Efter endnu 29 dage til søs varmede det os at blive budt velkommen med så megen venlighed fra de der boede der. Vi var bjergtagede over de mange naturoplevelser der nærmest opsøgte os. Vi svømmede med marineiguaner, skilpadder sæler og søløver - som var det det mest naturlige i verden. Vi så mærkværdige endemiske arter af mange slags, og lod os forføre af øernes unikke atmosfære. Som altid åbnede Ara Moana mange døre for os og vi tog imod skoleklasser der ville høre om vort projekt og det mærkelige skib. Til gengæld fik vi et 'crusing permit' - som ellers er meget dyrt og svært at få. Kronen på værket, eller afrundingen af vor Ækvatorceremoni stod Hotu og Heifara for. De skabte en meget smuk tiki i ege-træ, som blev overrakt øen ved en fin fuldmåneceremoni på byens torv. Her forklarede Hotu at Tikien repræsenterede samarbejdet ombord Ara Moana, dialogen mellem børnene fra Nord og børnene fra Syd. Og vi ønskede at Tikien skulle stå der ved porten til Stillehavet - som tak for den store gæstfirhed og venlighed som Ara Moana var blevet mødt med.

Da Ara Moana forlod Galapagos havde hun stadig den længste distance foran sig. 3800 sømil til Marquesas øerne - den nordligste øgruppe i Fransk Polynesien. Vi var nu kommet meget tæt på hinanden, og udvekslede ideer og visioner på dækket til langt ud på aftenen. Vi var spændte på modtagelsen i Polynesien. Hvordan skulle vi bære os ad med at få projektet til at hænge sammen derude ? Der var mange hensyn at tage og endnu mange ubekendte faktorer at inddrage i ligningen. Dagens aftenmåltid samlede hele besætningen, og var et højdepunkt i hverdagen. Kokkene dystede om at vride det mest spiselige ud af forrådskammeret - det er jo nemt i starten, hvor man både har frugt og grønt - men det varer ikke længe uden kølemulighed, og inden man ved af det er man ladt tilbage med sojaproteiner, tørkost og dåser, ris og pasta. Og hvis man er heldig en tun eller en guldmakrel. Samt tørret fisk og græskar - sidstnævnte viste sig at have en evne til at overleve som grøntsag til søs. Der var også tale om dage i naturens tegn. Omgivet af pilothvaler en hel dag, er en speciel oplevelse.Kaskelotter. Delfiner. Skilpadder. Samt terner, pelikaner og kæmpemåger. - Alle kom de på besøg - og alt blev noteret i Heifara's og hotus 'Logbog' - der var væsentlig anderledes end vores. Alt havde her en mening, en betydning - og det var meget fascinerende at blive konfronteret med nogle der fortolkede naturen, fremfor blot at aflæse den som vi gjorde. Rasmus underviste i astronomisk navigation på dækket - hvilket også kom Hotu og Heifara til gode, da de trods mange sømil bag sig, ikke havde helt fat i den vestlige verdens navigationsprincipper.

Da vi efter yderligere 29 dage nærmede os Ua Pou, der knejsede grøn og frodig i vejret, var der en højtidelig stemning ombord. Polynesien. Endelig. En flok delfiner bød os velkommen og fulgte os på vej. Vi havde længe følt os velkomne - og det gjorde vi os efter at have mødt Pastor Temarama og hans familie. Børnene på Ua Pou bød os velkommen med haka - en kraftfuld polynesisk dans. Den første af flere velkomst-haka danse som vi blev mødt med - og som varmer hjertet.

Overalt hvor vi kom frem åbnede Ara Moana dørene for os. Det viste sig tydeligt at det ikke var et hvilket som helst skib vi var kommet med. Vi var blevet instrueret i den rette ankomst. Vi skulle sejle igennem bestemte revpassager på bestemte tidpunkter. Ved indsejlingen til Tarava'o - Tahiti blev Ara Moan a budt velkommen af udsmykkede kanoer ogt andre småbåde der fulgte os på vej. Vi fik de traditionelle gaver fra land, jordens gaver - og fik en hjertelig velkomst med en kraftfuld haka.Vi blev modtaget af de spirituelle ældre, samt af borgmestrene - der var et kodeks at følge og mange interesser på spil. Det var faktisk sværere at navigere på land end det var på havene.

Det skulle vise sig at de unge mænd der havde danset velkomsthaka for os - skulle blive stambesætningen på Ara Moana's næste tur til Moorea - naboøen. Det var dejligt at opleve deres begejstring for dobbeltkanoen - de lærte hurtigt at håndtere Ara Moana, og faldt godt til med resten af besætningen.

Ara Moana er overdraget til en gruppe af mennesker i Tahiti der vil arbejde videre med det projekt som en gruppe unge entusiaster søsatte for år tilbage. Over 10500 sømil tilbagelagde Ara Moana, halvvejs jorden rundt. Ara Moanas fremtid skal nu formuleres af Tahitianerne. I skrivende stund findes der et tentativt togtforslag som skal præsenteres for Tahiti-gruppen. Oplægget til et'New Zealand 2005- togt' kræver Tahiti-gruppens opbakning for at blive iværksat. forslaget er at Ara Moana skal sejle: Tahiti-Cookøerne-Samoa-Tonga-NZ. Vi synes det ville være optimalt om det blev Cook-besætningen der sejlede fra Tahiti til Cook-øerne, Samoanerne påmønstrer på Cook-øerne og sejler Ara Moana til Samoa - og så fremdeles.

I skrivende stund er Ara Moanas skæbne altså uvis. Ara Moana blæste på et rev i 1998, og har slået hul i styrbordsskrog. Tahiti-gruppen har ikke formået at udbedre skaderne og få hende i vandet igen. Dette kan hænge sammen med manglen på konkrete togtplaner, men skyldes sikkert også andre årsager. Vi har tillid til den gruppe mennesker der overtog Ara Moana - og håber de vil støtte ideen om et togt til NZ, eller Hawaii i 2004/2005, og arbejde aktivt for dette.